Asti´s 3. kuld hvalpe.
Eftersom Asti fik 2 kuld lige efter hinanden skulle hun have en pause - og det fik hun.
Jeg konsulterede vores dyrlæge, før vi lod hende parre for 3. gang og hun var i topform. Da jeg ringede til Kennel Muscha for at "låne" Lion for 3. gang var det ikke noget problem. Men de skulle til Finland og jeg måtte selv stå for parringen, sagde de med et lunt grin. Jeg kørte ud til Muscha hos Lisbeth og Karsten for at hente Lion. Glad og tillidsfuld som altid hoppede han lystigt ind i min bil. På vej hjem var Lion kærlig og kyssede min arm, hver gang jeg skiftede gear, det blev til mange kys på små 15 km.
Asti blev den weekend parret 2 gange med 1 dags mellemrum og Lion var dejlig at have. Vores 2 drenge hyggede sig med at fodre Lion med hånden. De tog foder op af hans madskål og gav ham det - han guffede og slikkede deres hånd fri for krummer.
Nu havde min mand Thomas bestilt ferie i Jylland før Asti blev parret og vi ville begge dele. Men vi kunne godt se, Asti ikke skulle med på ferie, derfor blev jeg hjemme.
Dagen før Thomas og drengene rejste skulle Asti op for at sige godnat til drengene. Hendes mave målte 76 cm og skrabede på, hvert trin hun tog op ad trappen - men op det skulle hun.
Dagen efter tog mine mænd afsted og jeg kunne ikke sove om natten. Ikke at det generede mig at være alene i huset! - men mine ører var nede hos Asti.
Asti havde det godt, jeg blev mere og mere træt og 4 dage senere kom mændene hjem. De kunne ikke holde ud at være væk fra tøserne...og slet ikke når fødslen var så nær.
Min mor har fødselsdag d. 4/8 og min familie fra Sverige kom ned på besøg. Jeg gav Thomas nogle sider om fødsler at læse, smuttede med drengene til København. Var ganske tryg ved at give ansvaret til Thomas - Asti var jo en erfaren mor!
1,5 time efter jeg var kommet til Kbh. ringede Thomas og fortalte at Asti gik og tømte tarmen, hun pustede og virkede rastløs. Men jeg beroligede ham og sagde; "Jeg er kun 1 time væk".Jeg fik drengene sat i bilen og med min mobil i hånden kørte vi hjemad.
Kl. 21.35 ringede en meget stolt Thomas og sagde;" Der kom en BL/T han og han vejer 281 g, han ligger i varmekassen og er rigtig fin".
Da vi kom hjem, så vi at det var en dejlig stor tæve og hun kom til at hedde Luna The Black Pearl.
Kl.22.04 kom en dejlig rød han på 269 g ud og han blev døbt Barbossa og senere kom han til at hedde Carlos.
Kl. 22.41 blev en BL/T han født. Han vejede 262 g og kom til at hedde Jack Sparrow.
Kl. 22.53 blev Will Turner en BL/T dreng på 277 g født . Han kom senere til at hedde Coda.
Kl. 23.04 blev The Interceptor født. Det var en BL/T han på
275 g og han kom til at hedde Shadow.
Kl. 00.26 blev Elisabeth Swann født, en BL/T tæve på 248 g, der kom til at hedde Jolly.
Kl. 01.10 kom rosinen i pølse enden, det var en BL/T tæve på 272 g og hun kom til at hedde Chili The Dauntless.
Asti var rolig, afslappet og de små dejlige hvalpe varmede deres snuder ved deres mors bryst.
Men sådan nogle små vovser siger jo lyde, og det kunne storesøster Pepsi ikke forstå. Efter jeg var gået i seng, kom Pepsi op til mig, jeg sendte hende ned, da hundene ikke må komme på 1. salen (kun når de skal sige godnat til drengene). Dette skete 4 gange - men til sidst var jeg så træt, at jeg lod den lille Pepsi ligge i min seng og Thomas forbarmede sig.
Vi var lidt spændte på, hvordan det ville gå med en mor og en anden tæve i huset. Men nu er Asti så mild at hun lod Pepsi, der var falsk drægtig, tage sig lidt af hendes hvalpe. Jeg tror, Asti synes det var dejligt, at blive aflastet og Pepsi havde mælk til de små. Pepsi vaskede lidt kejtet de små og virkede glad. Men jeg var altid til stede, og lod hende ikke tage over - hun var jo ikke moderen.
Tiden gik hurtigt og mange dejlige familier kom på besøg, hver weekend eller når de kunne i hverdagen. Jeg bød som altid på kaffe/te og kage og lidt guf til børnene. Men som tiden fløj afsted kom dagen, hvor vi måtte lade dem flytte hjemmefra...I kan nu se nogle af de dejlige billeder vi har taget.
God fornøjelse.